Hvad laver Hizbollah på mit universitet?

dsc_0015_1.jpg

Onsdag eftermiddag. Da jeg skal ind på universitetet, er indgangen bevogtet af både politiet og den libanesiske hær. På den anden side af muren kan jeg høre voldsomme råb og slagsange. Folk render rundt med Rambo-agtige bandanaer om hovedet.

Hvad er nu det? Er borgerkrigen brudt ud igen?

Nææh. Det skyldtes såmænd bare det årlige valg til De Studerendes Råd på American University of Beirut.

dsc_0077.jpg

I dag er valgdag. I ugen op til har campus været en stor kampagnearena. Hundredvis af entusiastiske kandidater har uddelt valgmateriale og propaganderet deres budskaber fra farvestrålende stande opstillet udenfor klasseværelserne.
Nu summer campus af spænding. Det er kulminationen på dages hårdt slid for at vinde de medstuderendes støtte. Folk er iklædt t-shirts med valgslogans. Libanons samlede pressekorps er mødt op for at dække begivenheden. Hæren er på plads.

Og jeg fatter ikke en skid.

Det minder slet ikke om valget til De Studerendes Råd på Journalisthøjskolen. Så vidt jeg husker, var det et problem overhovedet at skaffe kandidater nok. Pressedækningen var også ret begrænset. Jo, der blev da vist trykt en notits i skoleavisen, Illustreret Bunker. Men det var også det. Hæren var heller ikke mødt op for at passe på os. Ikke engang Hjemmeværnet tog os seriøst.

dsc_0104.jpg

Så hvad er det, der foregår? Hvorfor går folk så højt op i det her? Hvor meget indflydelse kan man opnå ved at sidde i et studenterråd?

Ganske lidt formentlig. Men det er overhovedet heller ikke det, det handler om. Det handler om god gammeldags partipolitik på nationalt niveau. Kandidaterne stiller op for kamuflage-lister, der i virkeligheden repræsenterer de rigtige politiske partier i virkelighedens verden.

Partipolitiske symboler og ytringer på campus er forbudt ifølge universitetets reglement. Den slags er sprængfarligt i et land, der stadig slikker sine sår efter 16 års borgerkrig. Men alle ved, at studerende iklædt gule veste er marionetter for den såkaldte 14. marts blok – den nuværende regeringskoalition af primært sunnimuslimer, drusere og højreorienterede kristne.
På samme måde repræsenterer alle de rødklædte Libanons opposition - den såkaldte 8. marts blok, der består primært af shiamuslimer og kristne og er anført af Hizbollah.

dsc_0037.jpg
Sådan så Jakob Volf ikke ud, da han blev valgt til De Studerendes Råd på Journalisthøjskolen

Jeg prøver at forestille mig Hizbollahs partiprogram:
- Total destruktion af Israel
- Indførelse af islamisk styre i Libanon
- Nye printere på American University

Og hvad med regeringskoalitionen? Måske noget i stil med:
- Forhindring af syrisk indflydelse i Libanon
- Afvæbning af Hizbollah
- Billigere café latte i kantinen

Selv kunne jeg godt tænke mig nye squash-ketsjere i træningscentret. Hvilket af de libanesiske partier mon støtter det?

dsc_0117.jpg

Sandheden er, at det store flertal af kandidater er fløjtende ligeglade med studenterpolitik. Det handler udelukkende om at udvise støtte til partierne udenfor. Og det har rent faktisk betydning. Alle politikerne holder vejret, når Beiruts universiteter afholder valg til De Studerendes Råd. Valget er nemlig en ret repræsentativ meningsmåling forud for det kommende parlamentsvalg. Hele Libanon holder øje med resultatet, som dermed giver medvind og masser af selvtillid vil vinderne.

I dag læste jeg i avisen, at en af de få kandidater, der stiller op for en uafhængig liste, var blevet kontaktet af den dominerende liste i hans hjemby. Han var blevet ’rådet’ til at droppe sit kandidatur. Hverken trusler eller bestikkelse er efter sigende ualmindeligt.

dsc_0151.jpg

Klokken 20.00 er stemmerne talt op, og resultatet offentliggøres på storskærm. 14. marts blokken har vundet en smal sejr og bryder ud i ekstatisk jubel. Kort efter stormer de studerende fra begge lejre ud på gaden, og her splintres den i forvejen meget transparente facade på et splitsekund: De rigtige partibannere bliver fundet frem og 8. marts blokken udskifter deres tutti-frutti-slogan ’Race For Change’ med det noget mere slagkraftige ’Yalla Nasrallah!!!’ (Hassan Nasrallah er Hizbollahs generalsekreter.)
Hæren skrider ind for at holde de to blokke væk fra hinanden. Det er ren galimatias.

Hvor er det sørgeligt, at partipolitik får lov at spille en så stor rolle på universiteterne. Det burde være her, at de studerende dannede fortrop mod et politisk system, der er baseret på religiøse skel og forsætter med at føde voldelige konflikter. Systemet har åbenlyst spillet fallit i sin nuværende form og er en stopklods for national forbrødring. Men der er ikke meget, der tyder på, at den næste generation af ledere har andre planer for Libanon.

dsc_0194.jpg

Happy Independence Day

I haelene paa Steffen Jensen

“We are NOT Israeli spies!”

A night at The Holiday Inn

Saa blev det Beirut

I tehuset

I diskussion med Koranen

Undtagelsestilstand?

I Kalashnikovland

Var det det vaerd?

Lort og karry

Det andet Afghanistan

Verdens sejeste dansker

Kabullshit